Accoat A/S

Accoat A/S

Accoat A/S udvikler og udfører overfladebelægninger af produkter til anvendelse i et utal af applikationer inden for bl.a. medicinalindustrien, industrien og fødevareindustrien. Accoat blev grundlagt i 1969, og har i dag 65 medarbejdere ansat på fabrikken i Nordsjælland.

Trådløse dataloggere har medført energioptimering med store besparelser

Da maskinmester Aage Drabøl Fra Accoat A/S fik installeret de trådløse dataloggere i den store produktionshal, var det med henblik på at spare på energien. Med fire loggere placeret forskellige steder i den enorme hal sørger Aage Drabøl nu for, at temperaturen konstant ligger lige omkring 17 grader. ”Før vi fik loggerne op at hænge, målte jeg temperaturen med et håndholdt termometer. Men på den måde fik jeg kun et øjebliksbillede, og jeg brugte meget tid på at regulere varmen op og ned,” udtaler Aage Drabøl, og fortsætter: ”Som et resultat af at temperaturen nu holdes konstant på de godt 17 grader, har vi, på de første par måneder, sparet kr. 60.000,- om måneden på varmeudgiften. Alene den første måneds besparelse har allerede mere end tjent systemet ind,” lyder det fra en tilfreds Aage Drabøl.

Positiv sidegevinst 

Udover de økonomiske fordele har den nemme overvågning også haft en positiv effekt på arbejdsmiljøet.”Nu har vi den samme temperatur hele tiden, og medarbejderne kan tilpasse påklædningen herefter. Førhen hvor den svingede op og ned, var der tit utilfredshed med, at der enten var for varmt eller for koldt. Nu får jeg en besked via sms, hvis temperaturen afviger. Det er da nemt!”

Kvalitetskontrol med trådløse dataloggere

Emner, der skal belægges med pulver-belægning eller våd belægning, skal opbevares ved en bestemt temperatur. Bliver der problemer med belægningen senere hen kan Accoat nu dokumentere, at kundens emner har været opbevaret under de korrekte temperaturforhold. Derfor fungerer overvågningen også som en dokumentation i forhold til kunderne.

Fremtidssikret med det trådløse datalogger system

”Vi udfører mange opgaver på produkter til anvendelse i fødevareindustrien, og derfor skal vi meget snart have installeret loggere i de ovne, vi anvender til den type produkter,” forklarer Aage Drabøl. ”Når de færdige produkter efterfølgende skal anvendes i fødevareindustrien, skal vi dokumentere, at gradeantallet i ovnene har været oppe på de påkrævede meget høje temperaturer. Og med den bruger-venlige software vil vi nemt kunne lave de nødvendige dokumentationsrapporter,” udtaler Aage Drabøl. ”Desuden har vi en forventning om, at dette tiltag vil betyde en yderligere besparelse på gasregningen, fordi vi kan opvarme ovnene, så de præcist rammer den ønskede temperatur.” Med til fremtidsplanerne hører desuden integration af deres flowtransmitter i systemet, således at de kan måle gasforbruget helt ned på den enkelte ordre.